Kæmpe Muldvarpens indtog på danske golfbaner.




I Asserbo Golf Club er vi desværre blevet ramt af et problematisk skadedyr. Det drejer sig om den invasive art, Muldvarpus gigantus, bedre kendt som
Kæmpemuldvarpen.

Den nye muldvarpeart er kommet til Danmark fra Rusland og dens nærmeste slægtning er Desmanen - en fredet og udrydningstruet muldvarpeart, der findes i Rusland, Ukraine og Kasakhstan. Kæmpemuldvarpen er med sine op til 85 cm dog en del større end Desmanen og heri ligger netop problemet:

"Det siger sig selv, at en muldvarp på den størrelse, kan få flyttet visse mængder af jord", udtaler Dr. A.M Dale fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet. "Med en gangbredde på 30-40 cm, kan disse dyr underminere en villahave på få timer".

Muldvarpeskud på hul 17 Asserbo Golf Club

Flere andre danske golfbaner er hårdt ramt af kæmpemuldvarpene, der tiltrækkes af de næringsrige og velplejede græsarealer og den høje bestand af regnorme.

Kæmpemuldvarpens muldvarpeskud kan blive op til 1,5 meter høje og have en diameter på op til 4 meter og det var netop disse muldvarpeskud, der afslørede muldvarpen på banen i Asserbo Golf Club tidligt på året

"Vi konstaterede skuddene i januar", fortæller chefgreenkeeper Steen Mikael: "I første omgang forsøgte vi at bruge de store muldvarpeskud til noget positivt og fremskyndede vores planer om lukning af et antal bunkers på banen. Hertil skulle vi bruge betragtelige mængder muld og muldvarpeskuddene fordelte sig jævnt over banen og kunne umiddelbart bruges til dette."

Steen Mikael Asserbo Golf Club

Da det i midlertid har vist sig, at et antal muldvarpe ser ud til at have taget permanent ophold på klubbens 18- hullersbane, har det dog været nødvendigt at tage fat på decideret bekæmpelse af skadedyret og erfaringer fra Rudersdals kommune, hvor kæmpemuldvarperne har forårsaget store skader på både private og kommunale anlæg viser, at Ramsløg kan have en vis afskrækkende effekt.

"Ramsløg udskiller en meget stærk lugt både over og
under jorden, som kæmpemuldvarperne med deres meget
fine lugtesans tilsyneladende ikke kan lide", fortæller Groundsman
Benny Jørgensen fra Rudersdals kommune. Forsøg har vist, at man kan nøjes med at plante ramsløg med en afstand på 36 meter og stadig opnå den afskrækkende effekt, så Asserbo Golf Club har iværksat ramsløgsbeplantninger over hele banen.

Groundsman Benny Jørgensen Rudedals kommune

Det har dog også været nødvendigt at tage mere drastiske midler i brug for at løse problemet her og nu. Heldigvis har Asserbos Clubmanager, Kristian Ravn, jagttegn og et afslappet forhold til små rum, så han har tilbragt en del af påskeferien under jorden, på lur efter kæmpemuldvarpen i dens gange omkring 17. fairway.

"Jeg fik et glimt af hvad der kunne ligne en ung han", fortæller Kristian Ravn, "men de er overraskende hurtige og helt lydløse, når de bevæger sig i deres gange og jeg kan muligvis være døset en smule hen, jeg nåede desværre ikke at få den på kornet". Det var en hårrejsende oplevelse.

Flere andre danske golfbaner er ramt af kæmpemuldvarpe og da deres store muldvarpeskud ser ud til at blive en udfordring for golfspillet, er DGU og de andre europæiske golfforbund netop nu i færd med at diskutere en regel for lempelse, der skal træde i kraft umiddelbart efter 1. april, fortæller DGU's banechef, Torben Kastrup.